11. juli 2015

Hamburger Bahnhof - Museum für Gegenwart

Da jeg i sin tid studerede et semester i London, var jeg rigtig god til at besøge museer rundt i byen mange gange i løbet af ugen - både fordi jeg studerede brugen af teknologi i museer som en del af et af mine fag på University of London, og fordi størstedelen af museerne i London er gratis, hvilket i øvrigt er et fantastisk koncept, hvis I spørger mig! Mens jeg har boet i Berlin er det gået lidt mere trægt med at komme ud at se alle de flotte udstillinger, byen har at byde på. I går sprang jeg derfor op på cyklen og besøgte to af de museer, der har stået på min liste længe. Det ene var Bauhaus Archive og det andet Hamburger Bahnhof. Sidstnævnte vil jeg lige skrive lidt om her. Men først lidt billeder af det utrolig imponerende og flotte sted:


Oprindeligt er Hamburger Bahnhof, som navnet også antyder, en banegård oprettet i 1846. Blot 38 år senere blev banegården nedlagt, da den ikke kunne følge med togdriftens stigende trafik. I 1904 blev banegården redesignet og brugt som udstillingsrum for transport og konstruktion.

Fra 1996 og frem har Hamburger Bahnhof fungeret som museum for moderne kunst og huser værker af bl.a. Andy Warhol, Joseph Beuyes, Anselm Kiefer og Robert Rauschenberg. I øjeblikket fører museet specialudstillingen Moby Dick af kunstner Michael Beutler. Her er den tidligere banegårds ankomsthal blevet fyldt op med en stor samling af modeller samt de forskellige materialer modellerne er lavet ud fra bl.a. papir, metal, træ og plastik. Alle disse dele er medvirkende til at forme udstillingsrummet. Det imponerende og eksperimentelle setup skal ikke vise færdige værker, men tanken bag er derimod at vise den mere procesorienterede udvikling af installationer. De besøgende har hermed mulighed for at gå rundt og snuse og få en idé om, hvordan den industrielle produktion finder sted.

Den prangende setting kombineret med et rum fyldt med ufærdige modeller gav en rigtig flot kontrast, og jeg var meget imponeret og draget af udstillingen - thumps up herfra!    
Læs mere om Hamburger Bahnhof og museets specialudstillinger her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar